Her er duRusland 2004

Rusland 2004


Kære læsere,

Denne beretning vil være præget af stærk subjektivitet. Og hvordan kunne man ellers gengive en så intens og hektisk oplevelse som at blive kastet i hænderne på Alexander den Store af Nizhny Novgorod

CIF’s internationale turneringshold blev jo inviteret til den prestigefyldte Nizhny Novgorod Open sidst i juni. Turneringsplakaten har billede af selveste Peter Gade, så det er ikke bare en gåtur i Gulag! Derudover havde vores træner Martin Guld advaret os; Alexander kunne godt li’ en lille fest…

 Vi ankom til Moskva søndag eftermiddag den 27. juni, og allerede dér gik denne advarsels alvor op for os, og situationen trådte frem foran os som en stor lodden bjørn, man ikke kan løbe fra. Alexander havde samlet os op i en charmerende bus af lidt ældre dato med lilla gardiner og masser af plads. Vi var vel knapt nok kommet ud af lufthavnens parkeringsområde, før den ivrige vært slog ud med den ene hånd, råbte ”welcome” og pegede med den anden på noget under bagsædet. Det viste sig at være en sværm af champagne og Baltika øl, og det var ikke meningen, de skulle nå til Nizhny i uåbnet tilstand. Vi gjorde vores pligt som gode artige CIF’er. Vi drak lystigt og lærte vores første russiske ord ”davaj”, som selvfølgelig betyder skål. Det hjalp også gevaldigt til at udholde køreturen, som var beregnet til 8 timer, men dem der kan huske det refererer en odyssé på et halvt døgn henover russiske ”veje” med huller så store som Vandtårnet.

Så midt om natten nåede vi frem til kollegiet, som skulle være vores base, og de 10 modige Odysseus’er fordelte sig på 4 værelser i fred og fordragelighed og efter de mest ophøjede demokratiske principper.……..og sov de dødes søvn.   

Næste morgen blev vi vækket af en energisk Alexander, som ville have os med på en rundtur i byen. Vi fik lidt morgenmad først. Det sørgede en flok unge piger for, mens vi nærmest vantro observerede deres vimsen rundt for vores skyld. De skulle dog følge os hele ugen, så vantroen blev efterhånden afløst af forsøg på kommunikation, både den venlige og den mere djævelske af slagsen.

Ude i byen fulgte vi Alexander uden at vide, hvor vi var på vej hen på noget givent tidspunkt. Og hvis man spurgte om en plan, fik man nok et svar, men enhver plan på et hvilket som helst tidspunkt kunne ændres med et ryk i stolen eller den rette kommentar (gerne hvis den indeholdt ord som vodka eller champagne). For eksempel var vi blevet ført ind i et auditorie for at se en 3D-visualisering af det store kunstmuseum i Skt. Petersborg. Vi havde alle taget vores pladser, lyset var slukket, folk belavede sig på at sidde roligt i et godt stykke tid – måske endda snuppe en lille morfar – og der sænkede sig en behagelig stilhed over rummet, mens filmen viste foyeren til kunstmuseet. Pludselig springer Alexander op af stolen og annoncerer, at sådan fortsætter filmen de næste tre timer, og ”let’s go!”. Vi sku’ videre!

Om aftenen slog vi lidt til fjerbolden en times tid, og så gav universitetets præsident middag. Det var storartet. Specielt for dagens fødselar, Claus Andersen, som fik sæde ved siden af selveste præsidenten, der udøvede den russiske nationalsport med stor iver. Nemlig at hælde store kvantum vodka op til sidemanden og råbe ”davaj”.

Efter middagen var der nogen der nævnede ordet ”karaoke”, sandsynligvis blot som et spørgsmål i en spøg, men Alexanders ører fanger alt det sjove, og han kendte et sted lige i nærheden. Dér ramlede vi ind midt i en anden fødselsdagsfest, som indeholdt en forrygende armensk growler, der åd både grillede ben og mikrofoner.

Tirsdag startede vi turneringen med noget single. Så vidt jeg kan vurdere, var der ikke meget for CIF at stille op i den kategori. De unge piger var fulgt med ind i hallen og sad nu som dommere og talte point, selvom flere af dem aldrig spillede badminton. 

Allerede på dette tidspunkt begynder min hukommelse at svigte mig. Vodkaen, champagnen og manglen på søvn gør sin virkning. Alexander bærer over med os og giver os et par timers hvile om eftermiddagen. Men kun så vi kan være klar til endnu en fest om aftenen. Denne gang er det de lidt ældre studerende (i forhold til vores opvartesker på 18 år), som holder dimissionsfest. De har været i gang i henved 5 timer, da vi ankommer, så stemningen er langhåret, og en to meter høj fyr med Stalingrad Cowboys sko giver den som konferencier på scenen. En fødselsdag i Rusland varer ikke kun én dag, og Claus bliver opfordret til at give en sang. Som gæst må man jo brøle med de bjørne, man er iblandt, så Claus griber i posen med evergreens og hiver Sinatras ”Strangers in the night” frem. Ikke et øje er tørt hos de russiske dimittenter. Frankyboy går ind som ren Glasnost, og Claus forlader scenen og har for alvor etableret sig som Team Leader.

Senere benyttede vi os af de private ”taxier” og tog ind til diskotek Sputnik. Det var ikke overvældende besøgt, men vi fik da nogle store kolde tyske fadøl. De fleste tog så hjem, men Ritzau beretter, at Peter Bek og Rasmus Gosvig forsøgte sig med en pubcrawl.

Onsdag gik vi i gang med CIF’s hofdisciplin – doublerne – og vi havde et seriøst bud på tronen i Mikkel og Jannik. Da de nåede finalen, var hele Nizhny underrettet. Det lokale TV dukkede op, interviewede os og fik gode shots af både kampen og de to hujende fløje på tilskuerpladserne. 

Også mixdoubler blev arrangeret. CIF kunne ikke levere damer, så vi udvalgte os nogle piger blandt de lokale. Det resulterede ganske vist i, at visse kampe gik op i hat og nederdel, men vi havde den rette OL ånd og deltog med højt humør.

Om aftenen var Alexander igen den store vært. Han havde booket et helt diskotek med indlagt danseshow på scenen. Vores vantro vender tilbage og må druknes i det nærmeste spiritus, som heldigvis aldrig er særligt langt væk. Vi drikker og danser i nogle timer (min tidsfornemmelse er her blevet lidt flosset), og så er der almen enighed om, at MacD skal raides. Derefter begynder folk at drible hjem, men Bek og Gosvig har andre tanker og tager hul på anden etape af deres egen Tour de Nizhny by Night. For en mere udførlig rapport om de to heltes eventyr må man henvende sig til de direkte implicerede.

Torsdag forlader vi Nizhny for en stund. Det er åbenbart populært blandt de studerende at tage på sommerlejr efter eksamen, så vi følger det udemærkede eksempel. Efter en længere tur ad landeveje og enkelte ”smutveje” mellem kolonihaver, som vel egentlig godt kunne være helårsbeboelser, ender vi ude i skoven ved en stor sø. Søen har en farve, som er et par nuancer mørkere end Helena Christensens hud – delikat, men mistænkelig.

Vores bungalows har tag……..og senge, i hvert fald efter vi har samlet dem. Så hvad kunne vi ønske mere? Måske lige en velkomstdrink, og vupti! op af tasken hiver Alexander en velkendt flaske med klar væske.

Vi spiller en gang volleyball mod et hold af russiske studerende. Pointene blev givet og taget og diskuteret indbyrdes mellem de mange selvbestaltede dommere, og jeg ved endnu ikke, hvem der faktisk vandt kampen.

Lejren har en stor central bygning, som viser sig at være køkken og spisesal. Og hvilket køkken! Her er ægte samlebånd med tilhørende mad-madammer, som effektivt ekspederer de mere eller mindre sultne vesteuropæere. Senere tømmer vi lejrens kiosk for champagne og danser rundt på ”torvet” med de obligatoriske plastikkrus. To af vores unge værtinder fra Nizhny var ankommet sammen med os, men her midt på aftenen havde de pludseligt formeret sig til i hvert fald fire, og ingen ved hvordan. Det var også blevet mørkt, og ud af mørket træder en to meter høj rektangel af en mand, og han vil drikke vodka på vores venskab. Men vi skal ud til hans egen lejr inde i skoven, så han slæber kærligt og uimodståeligt afsted med os. Flere af de lokale studerende slår følge, og vi vandrer afsted med den største selvfølgelighed ind i Hans og Grete skoven. På et tidspunkt råber Dima, som den store fyr hedder, at vi skal til venstre, og så træder vi gennem et hegn og vader direkte gennem mørket indtil vi kommer til et stort bål. Her er der en træstamme, vi kan sidde på, og plastik til at skærme for regnen, som jeg nu husker var rimelig konstant natten igennem. Et sted i baggrunden opstår de velkendte toner af Metallica fra en ghettoblaster, og Dima kommer dansende med en 5-liters dunk - fyldt med vodka og appelsiner. Hvordan vi vågnede igen i vores hytter er én af mange uløste gåder.

Fredag kørte vi tilbage til Nizhny. Endnu engang forbarmede Alexander sig over os, og vi fik lov at hvile lidt et par timer. Men så heller ikke mere, for vi skulle jo på flodtur på Volga!

En lille spadseretur gennem den efterhånden så velkendte hovedgade giver folk chancen for at købe et par souvenirs. Vi bevæger os langsomt mod vandet for at fange en båd. Nogle går en omvej, andre tager en sporvogn, men båden sejler ikke helt, som man har regnet med. Det drikker vi lidt vodka på, og så hyrer vi en anden båd.

Vejret arter sig smukt, og da vi stævner ud på den store Volga, skinner solen, og vi sætter os på øverste dæk og smiler til hinanden, til de andre, og til hele verden.

Fredag aften blev aftenen, hvor djævlene bekendte kulør og udskilte sig fra gruppen. Gruppen blev ført til middag af Alexander, mens djævlene vandrede ud i Nizhnys gader med piger under armene og glimt i øjnene.

Lørdag var denne ekspedition ved at være færdig. Vi manglede bare den lange bustur tilbage til Moskva. Og denne gang foregik den i dagslys, og vi fik set rigeligt med russisk vejarbejde og kreativ kørsel. Og hullerne var ikke blevet mindre i den forløbne uge.

I lufthavnen sagde vi farvel til vores værter og værtinder og stillede os i kø ved porten til Vesteuropa. Porten til toiletbrætter og masser af toiletpapir. Til det fineste asfalt og retlinede stilladser. Til gode bøffer og vin fra alverdens lande. Men det var også porten til dyr og halvdårlig vodka, og ditto champagne. Til en lidt mindre hjertelighed i mødet med fremmede. Til et sprog uden boblende spruttelyde. Og til en hverdag, som uden Alexander pludselig virker ekstremt regelbundet og forudsigelig.

Lad os skåle på en veludført ekspedition og et muligt gensyn – enten i Nizhny eller Århus.

DAVAJ !!!

Subjekt udfyldt af Thomas Müller.